Vi kommer på mange virksomheder hver eneste uge. Vi hjælper med at tackle udfordringer og giver input til, hvor I med fordel kan fokusere og udvikle jeres virksomhed. Dagsordenen varierer fra virksomhed til virksomhed, men én ting er helt sikker – den grønne omstilling sniger sig (med) ind hver gang.
Der er forskel på, hvor langt I er i processen – nogle af jer har fuld fart på ud over stepperne med CO2-regnskaber, miljøcertificering og FNs 17 verdensmål, mens andre stadig står på startrampen.
Indimellem møder vi en virksomhed, der i helt særlig grad med åbent sind og positiv indstilling tager imod vores input om mulige indsatser i forhold til den grønne dagsorden.
Sådan en virksomhed er Tommerup Elektronik A/S, som derfor er Månedens Bæredygtige Virksomhed i August 2022.
Tommerup Elektronik A/S har ikke taget syvmileskridt endnu, men de er åbne over for mulighederne og har mod på at tænke nyt. Henrik Frydendal har sat gang i processen både i forhold til affaldshåndtering, mulighederne for energibesparende løsninger (med tilskud) og mere strategisk med en dialog i ledelsen om retning, indsatser og eventuelle investeringer.
Kontakt Anja på telefon 2931 2647 eller abk@udviklingassens.dk, hvis du også vil have et ”spark” i den grønne retning.