julelys2

Kære medlemsvirksomhed

Året går på hæld – et godt et af slagsen fyldt med aktivitet, udvikling og – ikke mindst - netværk.

Her i mørketiden får lyset en helt særlig betydning. Hver søndag i advent skruer vi op med endnu et lys i kransen. Advent betyder faktisk ’komme’, og denne tid handler for mig om forventningens glæde. Forventning er i familie med tillid, håb, overskud og nysgerrighed, og juletiden er en god anledning til at reflektere over vores forventninger til os selv, til hinanden og til fremtiden. Måske gemmer det kommende år på gode overraskelser, som kommer til os, hvis vi tør forvente noget af hinanden – også på arbejdspladsen. Den tanke vil jeg bære med mig ind i det nye år.

Udvikling Assens er jo helt grundlæggende en medlemsbaseret erhvervsforening, og derfor er vi meget stolte af, at vi har over 400 medlemsvirksomheder, der har valgt at bidrage til og få glæde af vores erhvervsfællesskab. Det skal I have tak for.
I gør brug af jeres medlemskab på mange forskellige måder. Nogle virksomheder bruger os mest til 1:1 sparring om strategi, markedsføring, nye forretningsmuligheder eller noget helt fjerde, og andre ser vi i vores netværk eller til vores forskellige arrangementer.

Vi bruger meget tid på at etablere netværk og formidle viden, så I kan udnytte jeres og hinandens styrker og spidskompetencer. Vi har i år holdt 19 gratis arrangementer med næsten 1.000 deltagere om alt fra salg og markedsføring til hesteturisme og cyberkriminalitet. Og vi har været på lige omkring 400 virksomhedsbesøg hos jer.

Et af årets højdepunkter var vores erhvervskonference i maj, hvor vi kårede ROEQ ApS til Årets Virksomhed. Vi gentager naturligvis succesen i 2020 – der er booket på Gl. Avernæs torsdag den 14. maj, så sæt kryds i kalenderen...

2020 bliver fyldt med nye opgaver og udfordringer for os i Udvikling Assens. Jeg glæder mig til det hele.

Jeg håber at se dig til vores nytårskur fredag den 10. januar. Invitationen finder du her, hvor du også har mulighed for at tilmelde dig.

Og PS – her giver vi ikke mindre end 65 af vores medlemsvirksomheder Social Ansvarlig-mærket for 2020.

Jeg ønsker dig og dine en rigtig dejlig jul og på gensyn i 2020.

Mange hilsner fra

Kristine Lawaetz Lyngbo