maanedens medarbejdere

 

Normalt hædrer vi jo månedens virksomhed her i nyhedsbrevet. Denne gang er det anderledes, for jeg vil gerne benytte lejligheden til at sætte spot på og sige tak til alle dem, der rundt omkring på Vestfyn har slidt og slæbt hen over sommeren – mens vi andre har holdt ferie – for at give dejlige oplevelser til alle vores turister.

Turistsæsonen er (næsten) slut for i år. Den har været god med mange og glade gæster, som har vandret, sejlet, cyklet og kørt vores del af verden tynd. De har hygget, oplevet, badet, shoppet, leget og spist. Og alle steder har servicemindede medarbejdere og værter gjort en kæmpe indsats.

Her hos os i Udvikling Assens er det Louise, Mariann, Jakob, Karina og Grete, der har trukket læsset hele sæsonen. Tak til jer og tak til alle jeres vestfynske turistkolleger – på egne vegne og på vegne af vores turister fra Danmark, Tyskland, Norge, Belgien, Holland, USA, Sverige, Singapore, Frankrig, England og hvor de ellers kommer fra alle sammen.