Centrovice er en rådgivningsvirksomhed primært med kunder i landbruget. Men mange af deres kompetencer er lige så relevante i andre brancher, så derfor læser jeg deres nyhedsbreve grundigt. Denne gang fandt jeg en artikel, som jeg gerne ville have lov til at dele med vores medlemsvirksomheder. Og se så her, hvilket fint svar jeg fik:

”Du er meget velkommen til at bruge den i jeres nyhedsbrev … og sig til, hvis der er andet, du gerne vil dele. Vi vil altid gerne sende artikler til dig eller lægge dem som direkte link på vores hjemmeside.”

Det svar er den direkte billet til en kåring som Månedens Virksomhed, for den holdning er guld værd. Vi skal viden- og kompetencedele på kryds og tværs af brancher og virksomhedsformer – det giver vækst og udvikling. Tak for det og tillykke til Centrovice.