Bæredygtighed handler ikke kun om energiforbrug, affaldssortering og genbrug af materialer. Social bæredygtighed handler om de menneskelige faktorer – om at sætte fokus på medarbejderne og deres trivsel.
Hos vores medlemsvirksomhed Lægdsgaard, som arbejder med miljøsanering og nedbrydning, har de i en periode blandt andet haft særlig fokus på kemi. De søgte Arbejdstilsynets Arbejdsmiljøpulje om tilskud til rådgivning om håndtering af kemiprodukter både i deres arbejdsbiler og på virksomhedens lager.
Alle virksomhedens kemiske produkter og processerne omkring dem blev gennemgået, og produkter, som f.eks. er på den danske kræftliste, blev udskiftet med andre produkter med samme funktion.
Den sociale bæredygtighed er mindst lige så vigtig som den miljømæssige, og derfor er det centralt at have fokus på netop potentielt skadelige produkter – både i forhold til miljøet og til de ansatte, der håndterer dem. Tak for det gode eksempel.
Vi udnævner Lægdsgaard ApS til Månedens bæredygtige virksomhed i marts 2023.