Et stort tillykke og tak ejere, ledere og medarbejdere i de 62 medlemsvirksomheder, der fik Udvikling Assens’ Social Ansvarlig-mærke for 2026 ved vores nytårskur fredag den 9. januar.
Vi giver mærket (certificeringen) som en anerkendelse af virksomhedernes store indsats for social ansvarlighed. Der er objektive og målbare kriterier for tildelingen af mærket. Det handler om at gøre plads til medarbejdere, der ikke kan ansættes på helt ordinære vilkår. Det gavner både den enkelte medarbejder, virksomheden og vores samfund som helhed, at virksomhederne på denne måde giver flere mulighed for at være en del af arbejdsmarkedet.
Vi har igen i år strammet kravene til ordningen og bl.a. medtaget den nye juniormesterordning som et af kriterierne. Så det er ekstraordinært, at så mange virksomheder opfylder betingelserne.
Direktør Kristine Lawaetz Lyngbo sagde i sin tale til de 62 virksomheder, at ”Der er virksomheder fra alle brancher og både de små og de store virksomheder på årets liste. Og det fortæller mig, at social ansvarlighed ikke kun er noget for særligt udvalgte virksomheder. Det er en del af DNA’et her hos os på Vestfyn og i Udvikling Assens.
Men disse 62 virksomheder er særligt gode til at gøre plads til personer, som kræver lidt mere, som har særlige behov, men som alligevel skaber værdi i virksomheden. Den sociale ansvarlighed kan være en ressourcekrævende opgave i form af tid og justeringer på arbejdspladsen, men I gør det – og I gør det med et smil og med en selvfølgelighed. I lykkes med at drive virksomhed og udvise social ansvarlighed på én gang, og det er stærkt.”