Nedrivningsfirmaet Lægdsgaard ved nu, hvor deres CO2-udledning kommer fra. Og de sætter ind dér, hvor det batter mest.
I nedrivningsbranchen fjerner man det gamle for at gøre plads til det nye. Hos Lægdsgaard handler det også om at efterlade så lille et CO2-aftryk som muligt undervejs.
Lægdsgaard ApS blev startet i 2017 af ægteparret Lotte Wichmann Lægdsgaard og Ejvind Lægdsgaard Madsen. Virksomheden arbejder med nedbrydning, miljøsanering samt diamantskæring og -boring. De har 13 ansatte og op til 18 i travle perioder.
For Lotte og Ejvind er det vigtigt at følge med i nye krav og ny lovgivning i byggebranchen. Derfor var det oplagt for dem at deltage i Udvikling Assens’ klimaprojekt, som vi har igangsat på vegne af Assens Kommune. Første stop i projektet var Dansk Industris læringsforløb Klimaklar.
Bilerne er den største klimasynder
Ved hjælp af Klimaklar satte Lotte og Ejvind tal på virksomhedens udledning. Resultatet blev et klimaregnskab, der giver overblik over, hvor deres CO2-udledning kommer fra.
Med tallene i hånden lavede de en såkaldt ”hotspot-analyse”, som giver et overblik over, hvor udledningen er størst. “Det er blevet mere synligt, hvad der udleder CO2. Den største klimasynder er vores biler. Vi udleder minimalt CO2 i vores administration og lager,” fortæller Lotte.
Klimaregnskabet gør det både lettere at prioritere konkrete indsatser og dokumentere virksomhedens CO2-udledning over for kunder og samarbejdspartnere.
Fra tal til handleplan
Sammen med Udvikling Assens har Lægdsgaard udarbejdet en handleplan. Tre af tiltagene er:
- Elbiler: Dieselbilerne udskiftes gradvist med elbiler.
- Samkørsel: Bedre planlægning, så der ikke kører mange biler ud til samme adresse.
- Affald: Tydelig sortering på byggepladsen i rent, forurenet og farligt affald. Så der ikke er tvivl om, hvad der skal hentes, og hvor det skal afleveres.
Transporten er blevet et strategisk projekt i handleplanen. Men skiftet fra diesel til el sker ikke fra den ene dag til den anden. Det kræver investeringer, ladeinfrastruktur og elbiler, der kan trække tunge maskiner. Indtil da gør virksomheden det, den kan – blandt andet forsøger Lotte og Ejvind at fremme samkørsel, hvor det er muligt.
Affald er også en stor post. Når affaldet pakkes optimalt, bliver der kørt færre kilometer. Derfor har Lægdsgaard indført bigbags, som gør både sortering og pakning lettere.
Prioritér, hvor effekten er størst
“Som lille virksomhed bliver vi nødt til at prioritere og sætte ind, hvor vi kan hente de største effekter,” siger Lotte.
Arbejdet er nu sat i system. Næste skridt er en ESG-rapport, der skal vise, hvor meget virksomheden udleder, og hvordan de arbejder med at reducere udledningen. Samtidig står Lægdsgaard stærkere over for kunder, der i stigende grad kræver dokumenteret CO2-udledning.
Vil du vide mere?
Vi deler gerne erfaringer fra klimaprojektet og deltagernes vej mod en fremtidssikret forretning.
Kontakt rådgiver og projektleder Lotte Nyboe på 5382 1392 eller lny@udviklingsassens.dk