20. december 2024

Glædelig jul fra Udvikling Assens 🎄

Kære medlemmer af Udvikling Assens 🎄 

Vi nærmer os afslutningen på 2024 og vil gerne bruge et øjeblik på at tænke tilbage på det forgange år og kigge frem mod de nye muligheder, 2025 bringer.

✨ Et særligt højdepunkt i år var – som altid – vores erhvervskonference på Gl. Avernæs den 29. august med temaet ‘Cybersikkerhed’ – en dag og en aften med viden og netværk i allerhøjeste potens. Vi ser allerede frem til at gentage succesen den 4. september 2025, så hold øje med vores kalender på www.udviklingassens.dk/events, hvor vi løfter sløret for programmet og åbner for tilmelding i løbet af foråret.

Vi vil i den forbindelse gerne endnu en gang anerkende Borring Plast A/S i Tommerup, som vi på konferencen kårede til ‘Årets virksomhed 2024′. Borring Plast har stor fokus på bæredygtighed. Der er investeret massivt i CO2-besparende tiltag, og virksomheden genbruger 100 % af restplasten til nye produkter. Et godt arbejdsmiljø og glade medarbejdere er en del af virksomhedens DNA, og Borring Plast har modtaget Udvikling Assens’ Social Ansvarlig-mærke de seneste 7 år som en anerkendelse af den indsats, de yder for deres medarbejdere og for at tage et ekstra samfundsansvar.

En lige så stor ros går til de 62 medlemsvirksomheder, der tilbage i januar modtog vores ‘Social Ansvarlig’-mærke for 2024. Tak for jeres samfundsansvar og jeres dedikation til de medarbejdere, der ikke kan ansættes på helt ordinære vilkår.

🚀 Også i 2025 byder vi på nye muligheder for læring, vækst og samarbejde. Som mange andre arbejder vi i denne tid med vores strategi for det kommende år og planerne for udmøntningen i konkrete indsatser til gavn for vores medlemsvirksomheder.

Vi holder selvfølgelig fuld damp på samarbejde, vidensdeling og faglig udvikling i vores 14 netværksgrupper og tilbyder også næste år gratis kurser, workshops og foredrag med viden og inspiration til jer.
Vi kommer fortsat til at have særlig fokus på bæredygtighed, men vi vil for eksempel også sætte spot på kunstig intelligens (AI), cybersikkerhed, bestyrelsesarbejde og digital markedsføring.

Et af vores nye tiltag er en stribe arrangementer i foråret 2025 hos lokale virksomheder, der er kommet i mål med ESG-rapporteringen. Vi kalder det “ESG-rapport i praksis – fra plan til resultat”. Her får du indblik i, hvordan lokale mindre virksomheder har grebet ESG-rapporteringen an og skabt reel værdi gennem deres bæredygtighedsindsats. Virksomhedsbesøgene er til dig, der ønsker en indblik i ESG-rapportering i praksis. Det er ikke et kursus i ESG eller CO2-beregning men en mulighed for at blive klogere og blive inspireret. Og vi vil prøve at “afmystificere” og “afbøvlificere” det hele.

Hold øje med kalenderen på www.udviklingassens.dk/events – der er allerede meget at komme efter, og vi opdaterer løbende med flere arrangementer.

💡 Vores styrke er vores stærke lokalkendskab. I er gode til at kontakte os med store og små udfordringer – fra spørgsmål om noget helt konkret til behov for input til strategiske overvejelser. Vi har været på mange virksomhedsbesøg i løbet af året – faktisk næsten 300 – for vi sætter en stor ære i at følge jer og jeres virksomheder. Det skaber nære relationer og fortrolighed, og på den måde kan vi etablere netværk og formidle viden på tværs til gavn for alle, for vidensdeling og erfaringsudveksling gør os bedre.

Vi glæder os til at se jer i vores netværk, til vores arrangementer, og når vi kommer på medlemsbesøg hos jer med rådgivning og sparring inden for alt mellem himmel og jord. Vi plejer at sige, at vi er jeres praktiserende læge på erhvervsområdet – vi ved lidt om det hele og kan tale med i øjenhøjde. Også i 2025 bruger vi den tilgang, for vi skal bringe jer et skridt videre. Hver gang!

🌟 Glædelig jul og godt nytår til jer alle! Vi glæder os til et 2025 fuld af nye muligheder og fortsat samarbejde.

📅 Bemærk, at Udvikling Assens holder lukket mellem jul og nytår. Skulle der opstå noget presserende, kan I selvfølgelig altid fange os på post@udviklingassens.dk eller telefon 3012 8561.

Vi er tilbage den 6. januar og ser frem til at møde jer alle til nytårskuren den 10. januar kl. 15.00 i Arena Assens, hvor vi blandt andet skal høre et aktuelt oplæg ved CEO Michael Gadegaard og Seniorrådgiver Sven Kristensen fra FTZ. Husk tilmelding på www.udviklingassens.dk/events

Mange hilsner fra
Katrine, Martin, Rikke og Kristine

Bliv medlem

Vælg hvor mange ansatte der er i din virksomhed:
Branche (Sæt gerne flere krydser):

Bliv medlem af Udvikling Assens og få et stærkt lokalt virksomhedsnetværk.