QRS er totalleverandør af industriel automation, og to af kundernes robotter kører stadig efter 26 år. Det er godt nyt for både kunderne og klimaet.
En ny robot kræver energi og ressourcer at producere, og det medfører CO2-udledning. Hver gang en robot kan repareres i stedet for at blive udskiftet, er der altså noget at spare – både for klimaet og økonomisk for kunden.
QRS er en af flere virksomheder i det klimaprojektet, som vi i Udvikling Assens driver for Assens Kommune. Deltagerne har været igennem DI’s Klimaklar, hvor de har lært at lave et klimaregnskab. Nu er de i gang med at udvikle handleplaner med konkrete tiltag, der kan nedbringe deres CO2-aftryk.
Reparation er også et klimatiltag
QRS ejes af Jens Jørn Bonefeld, Hans Jørgen Gam og Olav Sjørslev. Virksomheden har 35 medarbejdere og ligger i Vissenbjerg. Til daglig designer, bygger og programmerer virksomheden robotceller. En robotcelle er et automatisk produktionsanlæg, hvor en robot flytter emner til og fra de maskiner, der bearbejder dem. Selve robotten kommer fra en producent, QRS bygger anlægget omkring den og servicerer det hele.
En stor del af QRS’ CO2-udledning stammer fra materialer og elektroniske komponenter. Derfor er det et oplagt klimatiltag at forlænge robotternes levetid. “For vores kunder handler det om, at produktionen skal køre hele tiden. Det hjælper vi med. Derudover har vi erfaring med og muligheder for at holde liv i robotterne, også når producentens support er udløbet,” siger Jens Jørn Bonefeld.
Længe leve robotterne
Gennem serviceaftaler skifter QRS slidte dele efter faste intervaller og holder øje med elektronik, der er ved at svigte, så den kan skiftes før et nedbrud. Samtidig trækker QRS på et netværk af specialister i ind- og udland, som kan reparere dele, producenten ikke længere supporterer. Der ringer endda virksomheder, der ikke er kunder, for at høre, om QRS kan redde deres gamle robotter.
Faktisk forlænges levetiden allerede, når anlægget bygges, for QRS vælger kvalitetskomponenter, der typisk holder lige så længe som resten af anlægget. Det koster lidt mere, men til gengæld kører anlægget mere stabilt og i længere tid.
Når elektronik skal skiftes, bruges så vidt muligt istandsatte eller ”refurbished” dele. ”Noget af udstyret er 20 år gammelt, så alternativet er en helt ny robot. Men ofte kan vi bruge istandsatte dele i stedet,” fortæller Jens og fortsætter: ”Når vi tager en gammel robot retur, ser vi på, hvilke dele der kan bruges i andre robotter. Det er særligt værdifuldt, fordi mange af de gamle elektronikdele i dag er svære at skaffe.”
Ved at kombinere reparation, teknisk knowhow og genbrug af komponenter kan QRS altså holde flere robotter i drift i længere tid. Det er en win-win, fordi det kan både reducere ressourceforbruget og give kunden en økonomisk fordel.
Vil du vide mere?
Vi deler gerne erfaringer fra klimaprojektet og deltagernes vej mod en fremtidssikret forretning. Kontakt rådgiver og projektleder Lotte Nyboe på 5382 1392 eller lny@udviklingsassens.dk