Et stort tillykke og tak ejere, ledere og medarbejdere i de 57 medlemsvirksomheder, der fik Udvikling Assens’ Social Ansvarlig-mærke for 2025 ved vores nytårskur fredag den 10. januar.
Mærket (certificeringen) gives som en anerkendelse af virksomhedernes store indsats for social ansvarlighed. Det handler om at gøre plads til medarbejdere, der ikke kan ansættes på helt ordinære vilkår. Det gavner både den enkelte medarbejder, virksomheden og vores samfund som helhed, at virksomhederne på denne måde giver flere mulighed for at være en del af arbejdsmarkedet.
Direktør Kristine Lawaetz Lyngbo sagde i sin tale til de 57 virksomheder, at
“Mange virksomheder gør meget, men I er særligt gode til at gøre plads i jeres virksomheder til dem, som har særlige behov, men som alligevel skaber værdi i jeres virksomhed.
Jeg hører tit, at det er en del af jeres virksomheds DNA at have plads til alle slags medarbejdere. I lykkes med at drive virksomhed og udvise social ansvarlighed på én gang, og det er stærkt.”
Der er objektive og målbare kriterier for tildelingen af mærket. Vi har strammet kravene til ordningen igen i år, så det er ekstraordinært, at der er så mange virksomheder, der opfylder betingelserne.