Turismen i Assens og omegn er inde i fantastisk positiv udvikling. Vi leder efter en erfaren playmaker, der kan holde bolden i spil – stå for drift og videreudvikling af vores turismearbejde, planlægge og afvikle events og være den hjælpende hånd, når vores turismevirksomheder har brug for råd og vejledning.
Er du udadvendt, initiativrig og fyldt med gode ideer? Har du et udpræget servicegen? Har du også erfaring med turismeudvikling med en kommerciel vinkel og målgruppefokus? Og er du ovenikøbet selvstændig, fleksibel, struktureret og grundig? Så vil vi meget gerne høre fra dig ☺️
Arbejdsopgaver
Din hovedopgave vil være koordination af samarbejdet mellem de forskellige aktører i branchen, så den samlede turismeindsats og -udvikling på Vestfyn bliver så stærk og professionel som muligt.
Arbejdsopgaverne er alsidige og både på operationelt, taktisk og strategisk niveau. Du er altså både central bag kulisserne og en del af den daglige drift. Det er f.eks. planlægning og afvikling af Torsdag på Torvet og andre sommerevents, rådgivning af vores medlemsvirksomheder i forhold til udvikling af deres virksomhed, udarbejdelse af brochurer med vandre- og cykelruter og tilrettelæggelse af arbejdet i vores netværksgrupper.
…Og så selvfølgelig meget mere.
Du får
- Søde kolleger i et lille team med et uformelt arbejdsmiljø.
- Gode muligheder for selv at præge dine arbejdsopgaver.
- Tæt samarbejde med vores kolleger i Destination Fyn og de andre fynske kommuner og med verdens bedste medlemsvirksomheder.
Vi har ikke specifikke krav til din uddannelsesbaggrund, men vi har brug for, at du taler og skriver godt dansk og engelsk, og at du er fortrolig med Office-pakken. Erfaring med SoMe og AI er en fordel.
Jobbet er på fuld tid, og du skal regne med at kunne arbejde en del i skoleferierne. Uden for turistsæsonen kan du til gengæld selv vælge, om du vil have 4- eller 5- dages arbejdsuge.
Om Udvikling Assens
Udvikling Assens er en privat medlemsdrevet erhvervs- og turismeforening. Vi har 375 medlemsvirksomheder på hele Vestfyn og inden for alle brancher og virksomhedstyper. Se mere her på siden og tjek også vores digitale turismeplatforme ud.
Næste skridt
Ring til Kristine på 2490 8720 og hør mere.
Send din ansøgning + CV på post@udviklingassens.dk snarest muligt men senest 7. august 2026 kl. 12.00.
Vi holder samtaler den 13. og 18. august.