Hvor kommer træet egentlig fra? Det spørgsmål er kommet højere op på dagsordenen hos Skovsby Tømrer & Bygningssnedker og direktør Ronni Jensen.
Virksomheden deltager i vores klimaprojekt – som udspringer af Assens Kommunes klimastrategi og er finansieret af Assens Kommune – og har sammen med en stribe andre lokale virksomheder gennemført DI’s forløb Klimaklar, hvor de har lært at sætte tal på deres CO2-udledning.
Nu er de alle godt i gang med at lave handleplaner for, hvor de kan reducere deres klimaaftryk. Det gælder også Skovsby Tømrer & Bygningssnedker, som er startet med det mest oplagte: råvarerne.
Hvorfor er træets oprindelse vigtig?
Som tømrer- og snedkervirksomhed indkøber Ronni store mængder træ hvert år.
Men træ er ikke bare træ: Klimaaftrykket varierer betydeligt afhængigt af oprindelse og produktionsmetode. Og en del træproduktion bidrager til skovrydning og/eller krænkelser af menneskerettigheder.
Man kan sikre sig, at træet kommer fra veldrevne skove og andre ansvarlige kilder ved at købe certificeret træ. PEFC og FSC er to af de mest kendte certificeringsordninger for ansvarligt skovbrug – ordninger, der viser, at træet kommer fra skove, der er revideret i forhold til bæredygtig drift og respekt for lokale samfund.
Skal virksomheden selv være certificeret?
Ronni og hans hold køber allerede i dag certificeret træ på trælasten – men de er ikke certificeret som virksomhed. En certificering kan gøre en forskel for markedsføringen og muligheden for at fortælle om træets certificering. Men det er også en investering, og netop derfor undersøger Ronni, om det giver mening for en mindre tømrervirksomhed som hans.
For Ronni handler det nemlig ikke om certificeringen i sig selv, men om at vise kunderne, at virksomheden handler ansvarligt, hvor det er muligt.
Certificering eller ej
Selvom Skovsby Tømrer & Bygningssnedker ikke kan bryste sig af en certificering (endnu), kan de godt fortælle den gode historie – at de allerede i dag køber certificeret træ, og dermed er med til at mindske belastningen af klima og mennesker.
Det er sund fornuft at sikre, at en virksomheds indkøb og investeringer er ansvarlige både klima- og forretningsmæssigt. Som Ronni siger: “Kommer der et projekt, der kræver en certificering, så rykker vi uden tvivl. Lige nu undersøger vi, om det giver værdi for vores kunder – det er det vigtige”.
Vil du vide mere?
Vi deler gerne vores erfaringer fra vores klimaprojekt og deltagernes rejse mod en fremtidssikret forretning.
Du er velkommen til at kontakte rådgiver og projektleder Lotte Nyboe på 5382 1392 eller lny@udviklingsassens.dk